Pluss Leadership peger blandt andet på et belastende arbejdsmiljø på skolen, sandsynlige uregelmæssigheder omkring prøveafvikling særligt i 2016 og 2017 samt forhold, hvor forvaltningens tilsyn i den periode har været utilstrækkeligt med baggrund i eksempelvis manglende overlevering af oplysninger i forbindelse med omlægning af organisationen eller lederes jobskifte i 2017/18.

Undersøgelsen gennemgår og vurderer samtidig en række påstande, som har været fremført i pressen, til forvaltningen eller faglige organisationer eller i forbindelse med undersøgelsen. Den bygger på interview med en stor del af de nuværende medarbejdere på Søndervangskolen, ledere og medarbejdere i Børn og Unges forvaltning, 20 tidligere ledere og medarbejdere, repræsentanter for faglige organisationer samt skriftlige dokumenter.

Martin Østergaard Christensen, direktør for Børn og Unge, siger om undersøgelsen:

”Jeg er meget tilfreds med den grundige og dybdegående afdækning fra Pluss. Undersøgelsen viser et uskønt forløb med et belastende arbejdsmiljø på skolen, og en periode, hvor ellers rigtige og korrekte initiativer for at følge op desværre ikke er fulgt til dørs. Den peger også på sandsynlige uregelmæssigheder omkring prøveafvikling og prøvefag, uden at den placerer et præcist ansvar for det. Omvendt nuancerer eller direkte afviser undersøgelsen nogle af de påstande, der har været bragt frem. På den positive side afdækker undersøgelsen, at skolens medarbejdere gennem hele perioden har bevaret et godt fagligt samarbejde om elever og forældre i de enkelte klasser og i hverdagen, hvilket jeg selvfølgelig er glad for.”

Om undersøgelsens anbefalinger siger Martin Østergaard Christensen: 

”Undersøgelsen anbefaler en målrettet opfølgning og støtte til medarbejdere og ledere på Søndervangskolen, hvilket vi allerede har taget hul på og vil skærpe yderligere. Forløbet kalder også på en systematisk gennemgang af de procedurer, vi har i forbindelse med ledelsesskift eller omlægninger af organisationen, og hvordan vores tilsyn følger op på konkrete problemer eller handleplaner. Undersøgelsen vil derfor indgå som et vigtigt grundlag i den videre opfølgning på skolen og på forløbet, ligesom den indgår i vores fortsatte dialog med Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i sagen.”

Undersøgelsen er i dag præsenteret for kommunens Børn og Unge-udvalg samt nuværende ledere og medarbejdere på Søndervangskolen.

Baggrund om undersøgelsen
Børn og Unge i Aarhus Kommune har bedt Pluss Leadership A/S om at gennemføre en ekstern undersøgelse af Søndervangskolen.

Børn og Unge har i dialog med Børn og Unge-udvalget, Århus Lærerforening, BUPL Århus samt Aarhus Skolelederforening haft følgende ønsker til undersøgelsen:

  • En bred og aktuel afdækning af arbejdsmiljøet og kulturen på Søndervangskolen
  • En afdækning af de forhold i perioden 2016-21, som kommer frem i redegørelserne samt evt. øvrige opmærksomhedspunkter, herunder hvorvidt forholdene er historiske eller fortsat er gældende praksis
  • En evaluering af Aarhus Kommunes tilsyn i perioden – hvad har tilsynet omfattet, hvordan er det udført og har det været tilstrækkeligt?
  • En kvalificering af de fremadrettede indsatser og det ledelsesmæssige fokus.

Børn og Unge har lagt vægt på, at alle nuværende medarbejdere fik mulighed for at blive set, hørt og prioriteret i undersøgelsen, at tidligere medarbejdere blevet givet mulighed for at kontakte den eksterne konsulent, at Søndervangskolens bestyrelse og ledelse blev inddraget i afdækningen, og at data fra de faglige organisationer blev medtaget.