Gå til hovedindhold

Brede Børnefællesskaber

Søndervangskolen er skolen med plads til alle, hvor vi giver et kvalificeret skoletilbud til ALLE børn, der bor i vores skoledistrikt uanset om der er tale om Fadime eller Frederikke.

  • Læs op

Indhold

    Vi tror på det værdifulde i, at børn går i skole, hvor de bor. På den måde kan vi skabe en tættere kontakt mellem skole og hjem, og dit barn har efter skoletid bedre mulighed for at indgå i lokalområdets fællesskaber fx i form af fritidstilbud.

    I Brede Børnefællesskaber skaber vi en stærk skoleramme, der understøtter, at ALLE børn kan og skal være en del af et stærkt, sundt og forpligtende fællesskab. Dette sker i dagligdagen ved, at vi har et vedvarende fokus på udviklingen af sunde og bæredygtige børnefællesskaber i de enkelte klasser, hvor børnene som en naturlig ting har respekt for hinanden, og hvor de lærer af hinandens forskellighed. Der skal være plads til alle børn på Søndervangskolen, så de kan være sig selv og bidrage med det, de hver især kan, så deres unikke potentiale sættes i spil i hverdagen. Konkret har vi indrettet skolens læringsmiljøer, så de er tidssvarende og inspirerende og lægger op til, at alle børn trives og udfolder sig såvel fagligt, socialt som personligt. Samtidig prioriteres flere resurser i form af lærer- og pædagogtimer til Indskolingen, så grundlaget for et godt skoleliv for det enkelte barn er lagt.

    Brede Børnefællesskaber handler om at have viljen, lysten, modet og evnen til at være sammen med andre mennesker - sammen med mange forskellige slags mennesker – at gøre sig umage for at forstå andre mennesker – også selvom de ikke lige ved første øjekast er som en selv - eller ser ud som en selv.

    Vi går ikke op i, hvordan vores børn ser ud, hvilke baggrunde de har, hvad de spiser, hvilke religioner de dyrker, eller hvordan de går klædt. I stedet retter vi al vores fokus og energi på at løfte hvert enkelt barn fagligt- og trivselsmæssigt, så de kan blive så dygtige, de kan, mens de samtidig dannes til at være en del af det samfund, de er en del af.

    Sidst opdateret: 21. november 2023