Gå til hovedindhold

Velkommen

Velkommen til Søndervangskolen. Vores mantra er, at vores skole skal være indrettet efter vores børn – og ikke omvendt! Vores afsæt er, at alle børn gør det bedste, de kan, og at det er ud fra børnenes potentiale og ressource, skoledagen tilrettelægges.

  • Læs op

Indhold

    Vi er en ambitiøs og udviklingsorienteret folkeskole, som ligger i det sydlige Aarhus. Vi har d.d. 370 elever fordelt på 0.-9. klassetrin og ansat ca. 55 dygtige og engagerede medarbejdere. 88% af vores børn har en anden etnisk baggrund end dansk fordelt på op mod 23 forskellige nationaliteter. Det ser vi som en af skolens allervigtigste styrker. Søndervangskolen har haft status af heldagsskole siden 2006. Det betyder, at alle vores børn er på skolen hver dag fra kl. 8 – 16 (onsdag 8-14).

    Vi synes, det er et godt og stærkt skolekoncept, fordi det understøtter vores komplekst sammensatte børnegruppes mangesidede behov.

    Med heldagsskolen har vi skabt en hverdag:

    • Med høj faglighed, trivsel, læring og ikke mindst et stærkt, bredt børnefællesskab
    • Hvor høje ambitioner på ALLE børn og unges vegne er skolens kendetegn
    • Med et fælles læringsmindset hvor feedback, videndeling og sparring står helt centralt
    • Med sundhedsfremmende initiativer for vores elever ift. kost og bevægelse.
    • Hvor forældrenes kraft sættes i spil i et tæt samarbejde med afsæt i: ”Støt op om dit barns læring”
    • Med et højt tvær- og flerfagligt ekspertisemiljø for vores medarbejdere med god trivsel og udviklingsmuligheder

    Søndervangskolen uddelte som den første skole i Aarhus Kommune iPads til alle skolens elever i 2013. I 2019 har vi dog som den første skole i Aarhus Kommune udskiftet vores iPads til Chromebooks efter aftale med Digitalisering i Børn og Unge, men vi fortsætter efter samme idégrundlag og med den 1:1 tilgang, der er lagt. Derfor er digital undervisning, -dannelse og -infrastruktur en af grundpillerne i dagligdagen på skolen. Samtidig er vi en skole i vækst, der er præget af højt tempo med forskellige udviklingsprojekter og -tiltag.

    Vi tror på, at indbydende fysiske rammer understøtter det fælles mindset for læring, vi ønsker som karakteristika. Vi har derfor lagt store kræfter i at etablere nye og tidssvarende læringsmiljøer for eleverne - og gode forberedelsesmuligheder for lærere/pædagoger.

    I starten af 2019 er det lokale Dagtilbud og den lokale Klub flyttet ind på skolens matrikel.

    Det betyder, at vi nu tilsammen udgør ét stort, nyt og fælles Børne- og Ungeunivers 0-18 år med i alt ca. 600 børn og ca. 130 medarbejdere.

    Vi er alle sammen stolte af vores skole!

    Kærlig hilsen
    Søndervangskolen

    Sidst opdateret: 1. oktober 2023